Generalforsamling 2011 blev afholdt den 17. marts på Aarhus Katedralskole.

Benny Dylander supplerede sin formandsberetning med følgende kommentarer til debatten om kapacitet og elevfordeling:

Politiken har bragt en lang række artikler, hvor man mener at mange af rektorerne snyder sig til at rekruttere de bedste elever. Samtidig peger artiklerne på at nogle af gymnasierne udvides, så nabogymnasiet får for få elever.

 Her i landet har man givet de vordende gymnasieelever ret til selv at vælge gymnasium, hvilket giver problemer, fordi nogle gymnasier åbenbart er mere tiltrækkende end andre.

For at hindre at udvidelserne på de attraktive gymnasier går grassat, har Undervisningsministeren en mulighed for at lægge loft over et gymnasiums kapacitet. Dette er et socialt og demografisk ansvar som er pålagt ministeren, hvilket vi i foreningen finder fornuftigt, selv om selvejebeføjelserne dermed er indskrænket.

Bestyrelsesforeningen har haft et godt møde om kapacitetsproblemerne på Rosborg gymnasium, og vi har fremsendt vores synspunkter plus en fornuftig model for kapacitet og elevfordeling til undervisningsministeren. Men selv om Tina Nedergaard var positiv, skete der ikke noget på dette område.

Vores forslag fra Rosborg-mødet var at man skulle stå fast på ministerens ret til at fastlægge kapacitetslofter, men at man af hensyn til studieretningerne skulle give rektorerne ret til at vælge mellem ansøgerne - dog ikke for de første 50%, som skulle være dem der bor nærmest gymnasiet. Det er et kompromis som efter min mening kan tilfredsstille alle parter. Du kan blive optaget på et gymnasium du bor i nærheden af, hvis du vælger det, men du kan også komme ind på et der ligger længere væk. Jeg tror politikerne skulle se nærmere på denne 50/50 model.

Modellen udelukker ikke at der er gymnasier som kommer til at mangle elever. Sådan er det, når vi baserer os på elevernes valg. Hvis det er et problem for et lokalt område, må det offentlige træde til med særlige udkantstilskud.

Man har så bragt det problem ind i debatten at de tosprogede elever samles på bestemte gymnasier. Tidligere talte man om at der ville opstå A og B gymnasier. Og det er nok rigtigt at der går flere overklasseelever på Øregård end der gør på Ishøj Gymnasium. Men igen, hvis det frie valg skal gælde, kan dette ikke undgås.

Der er dog et faktum som ofte overses, nemlig at alle gymnasierne fører frem til den samme studentereksamen. Det er ikke sådan at man får en A-eksamen på A- gymnasiet og en B på B-gymnasiet. En studentereksamen er en studentereksamen, lige meget hvor man har taget den. Dette er en meget vigtig pointe - både socialt set, og når man skal optages på et universitet eller ansættes i en virksomhed. For mig betyder det at vi godt kan tillade os at gymnasierne er forskellige - bare de leverer samme produkt. Og det gør de. Man er ikke dårligere stillet fordi man er student fra Ishøj, og ikke fra Øregård.

Derfor gør det ikke noget at gymnasierne er forskellige. Det er jo forskelligheden der fører til den udvikling vi har brug for. Nemlig innovation, nye aktiviteter og idérigdom.

Men det er klart at der er et økonomisk problem for de gymnasier der rummer mange tosprogede. De har simpelthen større frafald. Og frafald er dyrt, for det er det modsatte af gennemførelse, som jo giver taxametertilskud. Derfor bør man fjerne gennemførelsestaxameteret, og lade pengene herfra indgå i grundtaxameteret. Efter min mening er gennemførelsestaxameteret en syg idé. Lige så syg som at give rektor resultatløn, hvis eleverne får et højt karaktergennemsnit.

I øvrigt har vi jo på mange møder i ministeriet fremlagt forslag om at fjerne gennemførelsestaxameteret. Men heller ikke her er der sket noget.

 

Benny Dylander

17. marts 2011