Vedtægt for Gymnasiernes Bestyrelsesforening
Fremlagt på mødet den 16/1 2006 på Nærum Amtsgymnasium som gældende
frem til første generalforsamling i startåret 2006, og derefter
godkendt med ændringer på generalforsamlingen den 15.11.2006 på
Vestre Borgerdyd Gymnasium. Senere er der foretaget ændringer på
den ekstraordinære gereralforsamling den 9. marts 2007 på Horsens
Gymnasium og på generalforsamlingerne den 24. marts 2009 på Gl.
Hellerup Gymnasium og den 17. marts 2011 på Aarhus
Katedralskole..
§1 Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er Gymnasiernes Bestyrelsesforening. Som akronym
bruges GBF.
Foreningens hjemsted er København.
§2 Formål
Foreningens formål er at varetage gymnasiernes og hf-kursernes
interesser og at arbejde for at de sikres økonomiske og politiske
vilkår som muliggør, at de kan varetage deres forpligtelser og leve
op til samfundets krav.
Foreningen skal som en del af sit formål danne netværk mellem
gymnasiernes bestyrelser og indgå i et positivt samarbejde med
Undervisningsministeriet og andre myndigheder samt med
Gymnasieskolernes Rektorforening og andre foreninger og aktører der
har relation til gymnasieområdet.
§3 Medlemskab og kontingent
Som medlemmer optages bestyrelser for gymnasieskoler og
institutioner som udbyder og gennemfører gymnasiale uddannelser.
Medlemskabet giver ret til at formanden for den optagne bestyrelse
deltager i generalforsamlingen og foreningens arbejde.
Optagelse sker ved skriftlig henvendelse til foreningens
bestyrelse.
For medlemskabet betales et årligt kontingent, som fastsættes af
generalforsamlingen.
§4 Generalforsamling
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts.
Indkaldelse skal ske med mindst tre ugers varsel.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Beslutninger
træffes ved almindeligt flertal.
På generalforsamlingen forelægges et revisorpåtegnet regnskab for
foregående år til godkendelse, og der foretages valg af
revisor.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes hvis bestyrelsen
eller 20% af medlemmerne ønsker det.
§5 Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse med seks medlemmer inklusiv en
formand. Bestyrelse og formand vælges på generalforsamlingen for en
periode på to år. Tre medlemmer er på valg i ulige år, og tre i
lige år.
Kun formænd for en skolebestyrelse som er medlem af foreningen er
valgbare til bestyrelsen, og kun kandidater som er skriftligt
anmeldt på forhånd kan vælges.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer
sig efter generalforsamlingen.
§6 Tegning og hæftelse
Foreningen forpligtes ved underskrift af formanden og et
bestyrelsesmedlem i forening. Foreningen hæfter for sine egne
forpligtelser.
§7 Vedtægtsændringer og opløsning
Ændringer af foreningens vedtægter kan besluttes på en
generalforsamling med ¾ af de afgivne stemmer.
Foreningen kan opløses hvis dette har været behandlet som et punkt
på en generalforsamling, og hvis der ved en efterfølgende skriftlig
afstemning opnås ¾-flertal herfor blandt samtlige medlemmer. Ved
opløsning overgår foreningens formue til staten.