Møde i København 4. september 2007

Referat fra møde i Region Hovedstaden 4/9 2007

 

   1. Velkomst og præsentation

Crilles Bacher bød velkommen og takkede rektor Lars Tonnesen og bestyrelsesformand Hans Peter Jensen, Østre Borgerdyd for at lægge lokaler til mødet.

Følgende deltog i mødet: Benny Dylander; Christianshavns Gymnasium, Bent Kjærsgård; Efterslægten, Flemming Jørgensen; Gl. Hellerup, Hans Peter Jensen; Østre Borgerdyd, Henrik Espersen; Bornholm, Ingo Østerskov; Rysensteen, Lars Rosenkilde; Gladsaxe Gymnasium, Nils O. Andersen; Metropolitanskolen, Peter Speldt; Borupgård Gymnasium, Kaj Petersen, Herlev Gymnasium og HF, Crilles Bacher; Københavns åbne Gymnasium.

Under punkt 2 deltog endvidere Anne-Birgitte Rasmussen, og Lars Tonnesen.


   2. Kapacitet og elevfordeling

Anne-Birgitte Rasmussen orienterede om organiseringen af fordelingsudvalg og de forpligtende samarbejder i Hovedstadsregionen og konstaterede, at henhv. 86 % og 83 % af eleverne er kommet ind på deres først ønskede gymnasium og at kun 2% ikke er kommet ind på et af de tre ønskede gymnasium. Det betragtes som en succes.

Herefter drøftede vi proceduren om kapacitetsfastsættelse, hvor den enkelte skole, inden 1/11 skal meddele regionsrådet, hvor stor en kapacitet man får det kommende skoleår vil udbyde på det enkelte gymnasium.

Region Hovedstaden har udarbejdet en prognose for antallet af gymnasieelever i regionens kommuner frem til 2020. Prognosen er sammenholdt med den samlede gymnasiekapacitet på de eksisterende statslige og private selvejende gymansier og viser, at der samlet lige netop er plads til alle elever i årene 2011 og 2012, hvor antallet af gymnasieelever topper. Prognosen viser imidlertid også, at fordelingen af kapaciteten ikke stemmer med fordelingen af eleverne. Det undersøges om prognosen kan lægges på foreningens hjemmeside.

Afslutningsvis nævnede Anne-Birgitte, at region Hovedstaden i 2007 har afsat en pulje på 30 mill. kr. i udviklingsmidler på uddannelsesområdet. Skolerne opfordres til at søge tilskud fra disse midler.


   3. Foreningens arbejde, økonomianalysen og resultatløn

Benny Dylander og Crilles Bacher orienterede om foreningens arbejde. Vedr. rektorernes resultatløn foreligger nu et udkast fra Undervisningsministeriet, som i løbet af få dage skulle komme ud til bestyrelserne. Resultatlønskonceptet, som er obligatorisk, er gældende for skoleåret 2007/08 og bestyrelserne forventes at have en aftale klar 1/11. Konceptet indeholder et obligatorisk mål: 'Studieparathed', som i udkastet skal måles gennem elevernes gennemførelse på normeret tid og deres eksamensgennemsnit. Endvidere er der et antal frivillige mål, som der kan vælges imellem. Bestyrelserne skal være opmærksomme på, at rektor kan bemyndiges til at anvende resultatløn til den øvrige ledelse og andre medarbejdere. Det er ministeriets opfattelse, at opgørelsen af udbetalingsprocenten, når periodens resultat opgøres, kun i særlige tilfælde vil kunne overstige 90%.

Forslaget til finanslov blev drøftet, og foreningens rolle i forhold til Rektorforeningen, GL og DGS blev drøftet. Der var opbakning til, at foreningen skal spille en mindre fremtrædende rolle i offentligheden, end de øvrige foreninger. Vi drøftede den fireårige udligningsordning, og der var en bred tilfredshed med denne ordning, selv om nogle gymnasier (de der tidligere ikke har haft helt så gode vilkår) i denne overgangsperiode 'betaler' til de gymnasier, der skal tilpasse sig det kommende taxameter. Det blev konstateret, at den endelige fordeling ligger meget tæt op ad den analyse, som foreningen udsendte i juni måned.

Crilles Bacher